Tyskland er atter blevet moderne i Danmark. Men interessen for det tyske sprog styrtdykker. Det er en underlig modsætning, konstaterer professor Per Øhrgaard.

For få år siden var tysk helt og aldeles usexet i Danmark. Nu er det blevet in – eller rettere: det har det været i længere tid. De første tendenser så man i reklamer, tv-programmer og i nattelivet i København, hvor tyske ord blev brugt humoristisk og ofte med vilje stavet forkert.

Men man skal ikke tage fejl af overfladen. Det mener Danmarks måske bedste kender af Tyskland, professor Per Øhrgaard. Han hæfter sig her ved, at kontakterne mellem Danmark og Tyskland ikke længere foregår på tysk som førhen.

I en kronik i dagbladet Information advarede han for nogle år siden imod, at man i Danmark stort set er ved at slukke og lukke for undervisningen i det sprog, der tales i det største naboland. Jo mere påfaldende er det, at det i København er blevet sådan, at Berlin, det er stedet, hvor man tager hen.

Berlin ist arm, aber...
- Mange danskere køber lejligheder i Berlin for at kunne opholde sig i byen i perioder, og unge kreative og kunstnere drager også til byen. Berlin har fået lidt af den samme tiltrækningskraft, som Paris havde i årene efter Anden Verdenskrig, siger Per Øhrgaard.

Berlins overborgmester, Klaus Wowereit, har meget rammende sagt: - Berlin ist arm, aber sexy. Berlin er billig sammenlignet med andre metropoler, og byens dårlige økonomi er på paradoksal vis med til at gøre den interessant. Her er ingen blanke overflader og ikke alt for megen velfriseret, men også kedelig rigdom. Mens interessen for Tyskland er stigende i Danmark, så er interessen for det tyske sprog stort set forsvundet, siger Per Øhrgaard.

- Min søn var for et par år siden i Tyskland med skolen og regnede jo med, at nu skulle han til landet for at få snakket tysk. Men da danskerne ikke var særlig gode til tysk, og da de unge tyskere i mellemtiden er blevet bedre til engelsk, ja så var det engelsk, det foregik på. På den tyske filmfestival i København – som man jo havde valgt at kalde for German Filmfestival – bød den tyske ambassadør i København heller ikke velkommen på tysk, selv om det publikum, der var kommet, jo skulle se film med tysk sprog. Nej, det foregik på engelsk, siger Per Øhrgaard.

Han kalder det for "en mærkelig diskrepans", og han mener det brud, der er sket, bliver vanskeligt at hele. Dansk Industri efterspørger danskere med tyskkundskaber, men der bliver færre og færre af dem.

Grass-sagen
Per Øhrgaards arbejdsplads hedder heller ikke i Handelshøjskolen i København længere, men er blevet til Copenhagen Business School. Og selv om han mener, Günther Grass er bedst at læse på tysk, så står han alligevel som oversætter af hans seneste bog, Beim Häuten der Zwiebel – erindringsbogen der i 2006 år affødte en voldsom debat i og uden for Tyskland. Ikke så meget på grund af selve bogen, men mere efter et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ). Her lod Günter Grass vide, at han i de sidste uger af krigen var indrulleret i en SS-division. Waffen SS var på det tidspunkt en våbenenhed som alle andre, og det var en enhed, man kunne blive indkaldt til.

Grass blev stærkt kritiseret for, at han først på dette sene tidspunkt var gået til bekendelse, blandt andet på den baggrund, at han ikke havde været sen til at revse andre, når de ikke lagde deres fortid under Det tredje Rige frem for offentligheden.

- Hvis man ikke vidste, at Grass på et langt tidligere tidspunkt havde betragtet sin fortid under nazisterne meget selvkritisk, ja så har man ikke læst Grass ordentligt. Han havde lang tid før interviewet med FAZ sagt, at han også havde troet på hele den nazistiske propaganda. Han havde fortalt, at han var vokset op i en familie, der ikke troede på ret meget andet end det, der kom fra propagandaministeriet i Berlin. Derfor er dog alligevel interessant, at han ikke noget før havde fortalt offentligheden, at han som ung havde været SS’er, siger Per Øhrgaard.

Hvorfor?
Det går dog ikke Grass så meget på, at han var indrulleret i SS. Det er mere tiden forud, der plager ham, understreger Per Øhrgaard. Grass fortæller et sted, at han i skoleklassen var med til at forherlige den tyske indsats i Narvik i Norge – sammen med de andre kammerater. Der var kun én dreng i klassen, der sagde til resten: "I aner ikke, hvad I taler om". "Hvorfor reagerede vi andre ikke på den bemærkning? Hvorfor lod vi blot den bemærkning glide forbi?" Det er de spørgsmål, som Grass senere selvkritisk har stillet sig.

Det er det, Grass bebrejder sig selv: "Aber Fragen stellten wir, stellte ich nicht". I øvrigt en sætning, der i oversættelsen har voldt Per Øhrgaard kvaler. På dansk bliver spørgsmålet lidt kluntet til: "Men spørgsmål blev ikke stillet". - På dansk fyres pointen af først. Derfor synes jeg stadig, originalen er at foretrække.